Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
februar 2000
Kultur- eller kunstinstitut
Debatten om det internationale samarbejde på kulturområdet sætter afgørende spørgsmålstegn ved Det danske Kulturinstituts rolle
Det danske Kulturinstitut fik chancen for at koordinere det internationale samarbejde på kulturområdet (se Søndag Aften Arkiv). Men instituttet bestod ikke prøven.
Det er den tydelige konklusion man kan drage af Nellemann Konsulenternes evaluering af det internationale arbejde i kulturministeriet.
Der var på forhånd stærk skepsis mod kulturinstitutet fra en række af de kunstnerisk funderede danske institutioner. De var bange for at miste egen profil og for at blive underlagt en overordnet konsensusrettet styring. For kulturinstituttet - og arbejdsgiveren: kulturministeriet - må det være beskæmmende læsning, at de kunstneriske samarbejdspartnere i så høj grad har oplevet at instituttets attitude ikke har været samarbejdsegnet.
Det kunne være udtryk for gammelt nag. Men fremstår langt mere principielt end blot nid og nag.
Har kulturinstituttet fundet sig selv?
En af divergenserne består i, at kulturinstituttet hviler på et folkeoplysende og mellemfolkeligt grundlag. Dette afspejlede sig i, at instituttet var nødt til at lave nye vedtægter, ny organisationsplan og nye formål for at få opgaven som central aktør på det internationale kultursamarbejde.
Ledelsen for kulturinstituttet har haft større internationale ambitioner end medlemskredsen. En del af medlemmerne sætter stadig spørgsmålstegn ved om kulturinstituttet skal være så statsbåret, som man er i den nuværende rolle.
Dette ses også i at kulturinstituttet naturligvis forsøger at påvirke den politiske proces for fremtidige internationale samarbejdsmodeller. Instituttet er begunstiget med gode og centrale kontakter i samtlige folketingets partier. Men dette parti-lobbyarbejde vanskeliggøres af, at en del af partiernes repræsentanter gerne ser kulturinstituttets arbejde begrænset til mere folkeoplysende formål.
Hvad vil vi?
Nellemann-rapporten nævner tre hovedformål med det internationale kultursamarbejde:
at fremme den kvalitative udvikling af dansk kunst og kultur
at fremme kendskabet til dansk kultur og øge brugen heraf
at fremme kendskabet til Danmark generelt
En række kulturinstitutioner vil gerne have fjernet de to sidste af målene. Det er disse mål, som normalt kan kategoriseres som eksportmål. Dette gør for eksempel, at institutionerne gerne vil undvære de geografiske fremstød i bestemte lande eller regioner. Fremstødene etableres typisk som kompromisser mellem mange fagfelters fokusområder. Det er blevet politisk korrekt, at inkludere en såkaldt returdel i fremstødene. For kulturinstitutionerne understreger denne import/eksport-tænkning, at det samarbejdet med udlandet opfattes begivenhedsrettet og med ønske om hurtige, synlige resultater.
Hvad gør vi nu?
Det er endnu ikke afklaret, hvordan Nellemann Konsulenternes evaluering skal følges op. Det eneste sikre, er at Kulturministeriet i løbet af foråret skal diskutere det videre internationale samarbejde med Det danske Kulturinstitut. Efter ministerens udmeldinger at dømme, vil ministeriet ikke lægge op til en fornyelse af den nuværende samarbejdsaftale.
Ministeriet mangler at konkludere på evalueringen og høringssvarene. Det er end ikke klart, hvilken form denne konklusion skal have. Man kan i princippet nøjes med nye aftaler. Men den offentlige interesse for sagen vil sandsynligvis få ministeriet til at komme med et udspil til folketinget. Dette kan være i form af lov, aktstykke eller redegørelse. En lov vil dog ikke kunne fremlægges inden man i løbet af foråret begynder forhandlinger med Det danske kulturinstitut. Derved står ministeriet uden klart politisk mandat.
Såfremt ministeriet vil gennemføre konsulenternes forslag om etablering af et internationalt kontor under kulturministeriet, skal dette godkendes af folketinget.
Læs også:
